dkmedier
dknyt
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
DK Debat
Mere kopimedicin på hospitalerne slår igennem på regnskabet

Mere kopimedicin på hospitalerne slår igennem på regnskabet

Regioner havde store udgifter i 2015, men har fået bedre styr på sygehusmedicin
20. JAN 2016 11.09

Regionernes fælles medicinindkøbsselskab, Amgros, der køber medicin til sygehusene, købte sidste år ind for 375 mio. kr. mere end året før. Udgiften endte på 7.528 mia. kr., og det svarer til en udgiftsforøgelse på 5,2 pct. mere end i 2014, oplyser Danske Regioner.

Samtidig tegner der sig en udgiftsstigning på 80 mio. kr. i regionernes tilskud til dén recept-medicin, folk købte på apotekerne sidste år. Tallet er baseret på udgifter til og med november og med et skøn for december. På apotekstilskuds-området var statens forudsætning ellers, at udgiften ville blive 500 mio. kr. lavere.

360.000 kr. per patient
Stigningen i udgiften til sygehusmedicin skyldes blandt andet relativ dyr medicin mod både kræft og Hepatitis C. Selv om Amgros har opnået en pæn rabat på medicin mod leverbetændelse, er prisen stadig pebret: Alene at ordinere piller i 12 uger til én patient med Hepatitis C koster 360.000 kr.

Regionernes samlede medicin-regning sidste år blev næsten en halv milliard større end året før - væsentlig større end ventet på området for tilskudsmedicin og noget mindre end skønnet på sygehusmedicin-området. Efter voldsomme stigningstakster for sygehusene i begyndelsen af 2015, fik regionerne nemlig bremset udgiftsstigningen i andet halvår.

Det skyldes ikke mindst, at regionerne hurtigere end ventet gik over til at benytte relativ billig kopimedicin mod bl.a. gigt i stedet for et dyrere produkt, hvor patentet udløb. I 2014, da der stadig var patent på originalproduktet Remicade, kostede medicinen regionerne over 300 mio. kr.

Nye, dyre produkter på vej
- Det er glædeligt, at vi har formået at styre udviklingen, så den samlede udgift ikke blev så voldsom som ventet, siger formand for Danske Regioner, Bent Hansen.

Sidste års udgiftsvækst til sygehusmedicin er dog væsentlig større end væksten på sundhedsområdet i øvrigt - omkring ti gange højere end den generelle vækst, der ifølge økonomiaftalen for 2015 lød på 0,5 pct.

- En så lav vækstrate som 0,5 pct. så vi desværre ikke på sygehusmedicin-området sidste år, og det kommer vi heller ikke til i år, vurderer Bent Hansen med henvisning til, at der er en del ny dyr medicin på vej mod bl.a. kræft og sklerose.

ka

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb.

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.